søndag den 8. maj 2011

De tre små grise!!

Så kom den store dag endelig. Vores grise er ankommet i dag. 3 stk små, lyserøde grisebasser - og de var ikke helt tilfredse. Først blev de kørt ca. 40 km. i en hestetrailer, så kastede to voksne mænd sig over dem og gennemborede deres ører med en tang med gule numre og til sidst blev de - hylende og skrigende - båret ind i deres nye hjem: En isoleret svinehytte, foret med frisk halm, midt i en saftig grøn mark med masser af guf gemt i jorden i form af jordskokker, kartofler og gulerødder fra sidste år.

Så skrigeriet gik meget hurtigt over. Lige nu sover de i en stor bunke - inde i hytten - for verden er meget stor og farlig for en lille gris, der aldrig har været udenfor før. Men hvor er det fantastisk at se, hvor hurtigt grise begynder at følge deres naturlige instinkter: Der bliver gravet huller, halm bliver tygget i mindre stykker og der bliver redt seng og indrettet hytte på kryds og tværs - indtil alt er tilfredsstillende for en lille gris.

Det skal blive så spændende at følge dem det næste halve år - foreløbig er det mest spændende, om de kan vænne sig til det elektriske hegn uden for mange svinkeærinder ind i naboens kornmark.

                        

Ingen kommentarer:

Send en kommentar