mandag den 28. marts 2011

Dejlig mad - og lækker konfekt!!

Hold da op!!  Jeg, som ikke har vundet noget i mange år, har vundet et konfekt og bagekursus hos Odense Marcipan. Det fandt sted d. 18. marts - og det var bare godt. Jeg mener - hvor tit har man lejlighed til at boltre sig i uanede mængder af chokolade, nougat og marcipan!! Det var en (chokolade)-drøm - med en meget inspirerende lærer, Peter Kofod og en rigtig sød supporter, Morten Rosenberg. Vi var 10, og vi lærte bare en bunke. Gå ind på Facebook - Odense Marcipan - der er mange gode billeder. For slet ikke at tale om Odense Marcipans hjemmeside, der bugner med gode opskrifter.

Og så til noget helt andet....

Vi har fået den ene kalv hjem. 163 kg. smørmørt kalvekød, -incl. ben, som skal koges af til en rigtig god fond. Så nu er vi nærmere målet, der er at være selvforsynende med kød og grøntsager.

Det tog 6 timer at finpartere og pakke til fryseren - og vi har selvfølgelig allerede smagt: I lørdags stod den på langtidsbraiseret kalvespidsbryst  med bagte rodfrugter. Kødet fik 7 timer ved 100 grader - sammen med urter, fond og en mørk øl. Godt pakket ind, så væden blev i fadet - hold da op, hvor var det godt. En enkelt wienerschnitzel er det også blevet til - og i aften står den på gode, gammeldags karbonader med bønner, ærter, gulerødder, hvid sovs og kartofler. Old School - men forrygende godt.

I denne uge har vi hentet roefrø - skal gerne have sået lidt til vinterfoder til fårene - drivhuset skal gøres klar og der skal hegnes til vores frilandsgrise, som ankommer omkring 15. april.

Så der er nok at se til for en bondekone!!

onsdag den 9. marts 2011

Farvel til tyrekalvene

Så er det sidste dag, vi har vores to tyrekalve - i daglig tale kaldet 55 og 53. Meget originalt - øremærkenumre!!

De kom hertil sidste sommer - en fødselsdagsgave fra mine sønner. 53 er født d. 26. maj 2010 (deler fødselsdag med kronprinsen:-)- 55 en uge senere, og de har nu nået den alder, hvor turen går til slagteriet. Vognmanden kommer i morgen tidlig kl. 06.30 og henter dem. Det er - som altid - lidt vemodigt, men når man nu ikke er vegetar....

Hvorom alting er - de har haft et godt liv - har tumlet sig til langt hen på efteråret i det fri og har tilbragt vinteren i en stor boks med god plads - ingen tremmekalve her!! Så nu kan vi glæde os til alt det gode kød, vi skal have.

Det passer også godt, at de skal væk nu, for det er lige op over med fårene og læmningen, og så er boksen rigtig god - specielt med det møgvejr, der åbenbart er i vente de næste dage.

Dagens ret er i ovnen - lasagne med et hav af grøntsager, godt kød og lækker ost - og derefter en tur til dans! Kunne godt være, man skulle gøre det i omvendt rækkefølge......

fredag den 4. marts 2011

Endelig weekend

Og så blev det endelig weekend. Med udsigt til solskin i 2 dage - det skal nydes!

Her fredag aften med en god film - The green Mile - og et godt glas rødvin - sidder man så småt og lægger planer for i morgen. Tror, jeg vil benytte det gode vejr til at rydde op i drivhuset og gøre klar til foråret derude. Jeg er meget spændt på at se, om den store, flotte citrongræs, jeg såede sidste år - og som blev over en meter høj - kommer igen til foråret. Den blev sået i en stor potte og rødderne er groet igennem bunden og langt ned i den fede lerjord - så mon ikke den har en chance?

Vi er desværre - som så mange andre - hårdt plaget af dræbersnegle på disse kanter. Men vores moskusænder er rigtig gode til at holde dem nede - jeg kan kun anbefale andre at anskaffe sig nogle af disse pragtfulde ænder. Dels lægger de mange æg - de er også gode til at ruge ællinger ud - de udrydder dræbersneglene og smager godt til jul - så hvad kan man ønske sig mere?



Rigtig god weekend - i forårets tegn.

onsdag den 2. marts 2011

Forår i luften

Det har været bidende koldt i dag. Men alligevel - der er forår i luften! I hvertfald hernede i det dybt sønderjyske - kun et par km. fra grænsen - er vintergækkerne i fuldt flor og lærken prøver fløjten af.
Det er så dejligt - herude på landet. Ænderne er begyndt at parre sig, fårene er tæt på at læmme.

Denne blog vil komme til at handle om mit liv på landet. Om mine store interesser - mad, dyr, have, drivhus og diverse håndarbejde - og den glæder sikkert mest mig selv. Men vil du slappe af for en kort bemærkning og læse om et - næsten - helt almindeligt liv, skal du være velkommen.