lørdag den 24. november 2012

En laaang pause!!

Så er bondekonen tilbage - efter næsten halvandet års pause.

Pausen skyldes travlhed - med arbejde, med hus og hjem osv. - og deraf manglende tid til at skrive. Men nu er der lidt tid igen - og lyst - så nu skal det være.

Vi har stadig får og grise - og har lige slagtet 2. hold grise. De var meget store - den største vejede 116 kg. slagtet - men de var bestemt ikke fede og kødet smager helt fantastisk.

Julen nærmer sig - og det vil bloggen komme til at handle meget om: For jul er jo mad og pynt og gaver osv. - så der er emner nok at tage fat på. Og i dag har den stået på kagehus: Jeg har altid bagt kagehus med mine børn - de er voksne nu og gider ikke rigtig mere - så nu bager jeg med naboens søn. Han var i gang i går og fik frembragt et fint hus og en masse fine kager. I dag var turen så kommet til mig. Min mand er på arbejde, så jeg havde masser af tid til at koncentrere mig om design, konstruktion, bagning og bygning. Og resultatet blev - hvis jeg selv skal sige det - rigtig flot:


For at det ikke skal være løgn, investerede jeg i en lille - batteridrevet - LED-lyskæde, så man kan tænde lyset i huset om aftenen. Så ser det sådan her ud:

Min søde mand har netop via SMS påpeget, at der ikke er lys på 1. sal!!!!!

Men pyt med det - nu står det der, og det dufter herligt af jul. De andre år har kagehusene holdt til længe efter jul - jeg tror, rekorden har været til påske. (Men så smager de heller ikke særlig godt længere).