mandag den 25. april 2011

Det var den ferie!

Så lakker påskeferien mod enden - men den har været uovertruffen i år. Helt fantastisk vejr - og det er sjovt, som ethvert lille tilløb til vinterdepression kan jages helt væk med nogle gode solskinsdage.

Den nyanlagte terrasse er ikke helt færdig - byggemarkedet var løbet tør for stolper, så det må vente til næste uge - men fliserne har min flittige mand fået lagt og havemøbler og grill er kommet derud, så vi har hygget derude hver aften i denne uge.

Torsdag fik vi rigtig lækker mad: Langtidsstegt lammebov (egen avl) med kartoffelpandekage og tomatsalat. Lammebov er - efter min mening - et mindst lige så lækkert stykke kød som køllen. Fibrene i kødet er lidt grovere, og der er relativt meget ben i, men hold da så op, hvor det smager. Man tager:

1 lammebov - vores vejede 3½ kg., godt med hvidløgsfed og frisk rosmarin, salt, peber og en øl. Boven spækkes i fedtlaget med hvidløgsfed og rosmarinkviste. Drysses med salt og pber og anbringes i en stegepose. Jeg bruger nogle enormt smarte poser, som jeg køber i Tyskland - har aldrig set dem i DK. De hedder Bratschlauch og er egentlig bare et 2 meter langt rør af stegeposemateriale med en omkreds på 60 cm og medfølgende "snor" af samme materiale. Man klipper den længde af, man har brug for, binder stramt for den ene ende, anbringer kødet i posen, hælder øllet ved og binder stramt for den anden ende. Og man klipper ikke hul på posen!! Dampen skal blive derinde og mørne kødet.

 

Herefter passer kødet sig selv i ovnen ved 115 grader i 7-8 timer. Det bliver så mørt og saftigt, at man kan tygge det med øjenbrynene.

Hertil kartoffelpandekage: Store kartofler skrælles, skæres meget tyndt på mandolin. En god slip-let pande smøres med smør, kartoflerne lægges taglagt i et lag, der smøres igen og drysses med salt, hvid peber og lidt citrontimian. Nyt lag kartofler, smør osv. osv. til pandekagen har en passende tykkelse. Den sættes over ved god vame, til der er "gang i den" - kartoflerne presses godt sammen undervejs. Låg på, skru helt ned og lad dem passe sig selv i en halv times tid. Så vendes kagen over på et låg - det lyder nemt, men det er det sgu ikke altid - og pandekagen glider tilbage på panden med den ubagte side nedad. Igen stegs først kort ved høj varme, herefter skrues ned, låg på og pandekagen steger stille, til den er mør hele vejen igennem. GUF!


 

Af skyen fra stegeposen laves lidt sauce - og der serveres med tomatsalat.
Velbekomme - og for sidste gang i år: God Påske


 

torsdag den 21. april 2011

Lammevals!

I aften har vi siddet og spist dejlig påskemiddag på terrassen - mere om den senere. Men udsigten var endnu engang uovertruffen - til vores to små lammebørn, som var i det legesyge hjørne:


Det er foråret i en nøddeskal!

onsdag den 20. april 2011

Det store kolde bord!

Jeg har været inde i den store by i dag. Og også en tur syd for grænsen - for at hente et sæt ekstra lammesutter til de små.

Begge steder gik det op for mig, at pga. de forestående to helligdage forventes hungersnøden at bryde ud i Danmark!
Folk stod på nakken af hinanden i deres iver efter at flå de bedste påsketilbud ned fra hylderne - nogle steder var der ligefrem håndgemæng. Parkeringspladsen foran de store grænsebutikker mindede mest af alt om pitten i et Formel-1 løb, med folk der løb forvildet rundt - her ikke med værktøj, men med indkøbsvogne.
Så er det himmelråbende dejligt at kunne køre hjem og gøre følgende:

Gå en tur over i hønsehuset og hente en håndfuld friske æg - og samtidig konstatere at den lille silkehøne nu er skruk og ruger nidkært på en stak æg - som skal blive til kyllinger. Stege en roastbeef af kalvefilet (egen avl). Lave hjemmelavet remoulade af den gode pickles fra i efteråret - og dejlige ristede løg (løg i tynde skiver, vendt i lidt majsmel og stegt i rigelig, koldpresset rapsolie.) Tomater - dog ikke af egen avl - med hjemmelavet fetaost og frisk basilikum. En lille øl og en kold snaps - intet jag, udsigt til grønne marker og bevidstheden om, at skulle hungersnøden bryde ud - så skal vi sgu nok klare den alligevel.

God forpåske

mandag den 18. april 2011

Den siddende kylling - og verdens bedste barnepige!!

Sikke et vejr! Strålende sol fra morgen til aften - nu skal der grilles. Og det skal være "Den siddende Kylling" - en absolut favorit her i huset.

Man tager en friskslagtet kylling - noget friskplukket persille - en god klat smør - en øl - et par friske laurbærblade - salt og peber - en frysepose - et kyllingestativ (alternativt øldåsen, men det er jeg ikke så vild med - herom senere) og en kuglegrill.


Start med at ælte smørret og persillen sammen. Det går allerbedst i en frysepose - selv med iskoldt smør går det hurtigt pga. håndvarmen (og det sparer opvask :-)

Så løsnes skindet på bryst og lår på kyllingen. Man stikker fingrene ind og løsner det stille og roligt - pas på ikke at stikke hul. Klip et hjørne af fryseposen og sprøjt persillesmørret ind mellem skind og kød på kyllingen - massér det lidt, så det er jævnt fordelt.


 
Hæld en halv øl i kyllingestativets "tank", læg et par laurbærblade i øllet, sæt kyllingen ovenpå. Drys den med salt og peber og grill den på kuglegrillens rist med kul i begge bakker og fuld ventilation oppe og nede.

Den skal ha' ca. 40 minutter, hvis den vejer 1100 g. Så ser den sådan her ud (man kan drikke den sidste halve øl, mens man venter):




Vi får kartoffelsalat til: Dressing af græsk youghurt, lidt mayo, hakkede kapers, forårsløg og dild samt estragoneddike, salt og peber.

Kyllingen blev nydt på den - næsten - færdige terrasse med udsigt til verdens bedste barnepige:



PS: Der var lige den med øldåsen: Jeg tror ikke, den er beregnet til de høje varmegrader i grillen - kan ikke lade være med at tænke på, om den lak, der er på dåsen, afgiver noget, der ikke er så sundt. Derfor investeringen i et kyllingestativ - fra Fakta til 39,-

fredag den 15. april 2011

Lam - og hvad man bruger dem til!!

Det går stadig fint med lammene - alle 4. Det er selvfølgelig pivhamrende hårdt at skulle op klokken kvart over l...t om morgenen for at give den første flaske - men der venter jo en belønning i den anden ende:
Lammekød!

Nu er der sikkert mange, der vil synes, at det er en underlig tankegang - hvor er følelsen for dyrene osv. osv. Men helt ærligt: Vi er ikke vegetarer - og vi kender ikke så mange, der er. Til gengæld kender vi mange, der ikke kan forstå, at vi kan spise vores egne dyr. Det kan vi altså godt - og jeg har det uendeligt meget bedre med at spise dyr, som jeg ved har haft en god opvækst og et godt liv - uanset, hvor langt/kort det måtte være.

Misforstå mig ikke: Jeg sidder ikke og fløjter i bilen på vej til slagteriet. Jeg synes heller ikke, det er særlig rart den "sidste" aften - men heldigvis ved dyret ikke, hvad der venter. Den har haft et supergodt liv - har nydt hvert sekund - i modsætning til mange andre af de dyr, vi spiser - og den gengælder ved at give mig et godt måltid.

Og meget apropos det sidste: I går blev der lavet rullepølser i anledning af påsken: Både kalve- og lammerullepølser. Og det er en herlig spise - og egentlig ikke specielt bøvlet:

Bryst udbenes og lægges 2 døgn i en saltlage bestående af vand, salt og sukker. Herefter skæres det til i en pæn form - stykkerne "flyttes rundt" til man har en nogenlunde firkant. Der drysses med rigelig groftkværnet peber, allehånde, korianderfrø og masser af frisk persille:

Herefter rulles stramt sammen og der snøres med ubleget bomuld:



Pølsen koges 1½ time i vand med peberkorn, laurbærblade og 4-5 fed hvidløg. Afkøles under pres og ser nu sådan ud:


Serveres på rugbrød - evt. med god sky og hakkede løg

Velbekomme!!

torsdag den 14. april 2011

"Royale" tvillinger

Sikken dejlig dag det er i dag!!

Har set barnedåb - og også haft tid til at hygge med vores egne tvillinger i det dejlige solskin under det hejste Dannebrog. De trives heldigvis stadig - er meget nysgerrige og kælne.
I dag har de mødt Mikkel - vores røde hankat. Han var lidt skeptisk - som det ses på billederne.

Nu her - efter dåben - er der ingen tvivl: De skal hedde Vincent og Joe!!







onsdag den 13. april 2011

Det går - foreløbig - godt.

Nu er de to brødre præcis et døgn - og det går foreløbig godt. De drikker begge godt af flasken - var i Tyskland i morges og hente fåremælkserstatning og "rigtige" lammesutter, så nu kører det bare.

Der er ingen tegn på dårlig mave - temperaturen og appetitten er fin - så vi håber det bedste.

Et par glimt fra en lille "gårdtur" i dag - man skal jo også have sol, selv om man er så lille.



tirsdag den 12. april 2011

Flere lam!

Og så kom der flere lam - men desværre vil moderen ikke kendes ved dem. Så det er hårdt arbejde døgnet rundt - med sutteflasker, sterilisering af flasker og sutter osv. osv. -

Moderfåret er Lambi, som selv er et flaskelam. Hun fik tvillinger sidste år - men lod dem ligge, så de var døde, da vi opdagede dem. I år har hun fået 2 bukkelam - og heldigvis var vi hjemme, for den første stangede hun væk uafbrudt og den anden trak jeg ud - den lå igen baglæns - og hun var ikke interesseret i den - kun i at få noget at spise selv.

Min mand måtte suse ind til byen efter sutteflasker - og min søde søn malkede 200 ml. råmælk ud, så de kan komme i gang. I morgen skal jeg have skaffet noget mælkeerstatning til dem - og så håber vi det bedste.
De er indlogeret i tyreboksen -masser af halm og menneske-omsorg. Det er vel det næstbedste efter en omsorgsfuld mor - men det fik de ikke.
Men hold da så op hvor er de søde -
endnu!!!

lørdag den 9. april 2011

Så kom der lam!

Endelig, endelig - det første får har læmmet i dag. Det startede ved 7-tiden i morges - "vandkalven" var kommet og hun var meget urolig. Da der ikke var sket noget yderligere i en time, besluttede vi at fange hende - hvilket var lettere sagt end gjort. Men det lykkedes - og da min søn havde fat i hovedet, min mand stod overskrævs på fåret og jeg selv stod bagved med underarmen oppe i hende, bemærkede sønnen, at man da ikke måtte håbe, at der kom turister kørende forbi - set i lyset af Bubbers meget omtalte udsendelse torsdag aften....

Tilbage til læmningen: Lammet lå bagvendt, så jeg måtte trække det ud - men det gik fint og hurtigt og det første gimmerlam var født. Flora nussede og vaskede sit barn - men var stadig meget urolig. Og det næste lam kom en lille time efter: Desværre meget lille, uudviklet og dødfødt. Så troede vi forestillingen var forbi: Men nej, efter yderligere en halv time stak endnu et par små klove ud. Igen en baglæns fødsel med træk - men et stort flot gimmerlam.

Så var det slut. Begge lam har været på benene og fået en tår at drikke - og vi er vendt tilbage til vores øvrige weekend-gøremål. Men en rigtig dejlig følelse - det er lykken, når det lykkes!!




God weekend

torsdag den 7. april 2011

Høns!

Hvis jeg skulle lovprise en enkelt fugl, ville jeg ikke have svært ved at vælge: Det måtte blive hønen.

Den er ikke elegant - vel nærmest det modsatte. Den er ikke klog - (alle mine høns hedder Amalie). Den er ikke specielt smuk - men hold da op, hvor er den nyttig. Blid og tålmodig - altædende (intet madspild her) - og belønningen for et minimum af arbejde er friske æg hver dag. I denne tid får vi 7 - 9 store æg hver dag - af 10 høns - og det er nu meget tilfredsstillende at kunne hente sine egne råvarer til maden 10 skridt væk.
Og så glemte jeg en ting: Høns kan være meget underholdende. Paradise Hotel - gå hjem og læg jer!! Her er én han og 10 hunner - og der er ingen ende på intrigerne. Den store vinder i spillet er hanen - og man kan se det på ham!

mandag den 4. april 2011

Forår - forår - forår

Sikke nogle fantastiske dage, vi har haft!!

Lørdag var jo helt eminent - 20,7 graders varme - lækkert! Min søde mand tilbragte det meste af dagen med at gøre drivhuset klar. Det er et fantastisk drivhus - stort, højt og hjemmelavet. Han byggede det sidste år - op ad en sydmur, så varmen fra muren holder gang i drivhuset døgnet rundt. Det gav os tomater, chillier (der var så stærke, at en voksen mand fik tårer i øjnene) og persille i rå mængder. Faktisk har jeg kunnet plukke persille derude hele vinteren - på trods af is, kulde og sne. Og lige nu skyder og vokser persillen, så det er en lyst.
Vi plantede et nektarin-træ derude sidste år - og det blomstrer helt vildt nu - rigtig mange lyserøde blomster. Så vi ryster det tit - det er selvbestøvende ;-)

I år skal der igen tomater - krydderurter - chilli osv. osv. Mine vintergræskar (hokkaido og butternut) skal forsøgsvis plantes i store murer-baljer og stilles i gårdspladsen, hvor der er sol og læ - så må vi se om udbyttet bliver godt. De skal ihvertfald ikke mangle hønsemøg!!

Her er lidt tomt, efter tyrekalvene er blevet slagtet. Vi venter stadig på lam - det begynder at blive anstrengende - både for os og for fårene - men bukken har desværre ikke datomærket sine besøg, så der er ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed.

Men frilandsgrisene er bestilt: 3 grise i starten af maj. Så vi skal have hegnet og flyttet lidt rundt med vores grisehytter.
Vi glæder os meget til grisene. Vi har besluttet, at vi ikke skal have tyre mere - vi bliver jo ikke yngre, og de er svære at tumle, når de bliver større. Så vi må bytte os frem til noget kalve/oksekød, når vores svin skal slagtes.

Apropos svin: Aftensmaden i dag er Pasta Carbonara: Pasta med bacon, æg (fra egne høns) og parmesanost. Guf-guf!!